Jesper Jensen giver landsholdscomeback til Tranborg

En alvorlig knæskade holdt bagspilleren Mette Tranborg ude i hele den forgangne sæson, men nu ser det hele lysere ud for hende.

I august fik hun comeback for Team Esbjerg, og nu kan hun snart se frem til at spille håndboldlandskampe igen.

Mandag var hun blandt de 19 spillere, som landstræner Jesper Jensen udtog til tre testkampe mod Norge, Montenegro og Frankrig, der spilles i henholdsvis Horsens, Randers og Viborg fra 1. til 4. oktober.

Det bliver også første gang, at Jesper Jensen står i spidsen for holdet i kamp.

– Jeg glæder mig meget til, at jeg endelig kan stå som landstræner i en landskamp. Jeg husker tydeligt stemningen som spiller, og nu er jeg spændt på at mærke den som træner, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Kampene skal bruges til at komme nærmere truppen, der i december skal spille EM på hjemmebane.

– Arbejdet med at sammensætte EM-truppen fortsætter. Vi skal have fundet ud af, hvordan vi laver det højeste tårn ud af 16 brikker.

– Derfor skal vi bruge samlingen til at se spillere an, hvor vi i denne omgang både har indkaldt nye og mere kendte ansigter, siger Jesper Jensen.

Den danske trup ser således ud:

Målvogtere: Sandra Toft, Althea Reinhardt og Anna O. Kristensen.

Stregspillere: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Majbritt Toft Hansen.

Fløjspillere: Fie Woller, Maria Fisker, Trine Østergaard og Andrea Hansen.

Bagspillere: Anne Mette Hansen, Kristina Jørgensen, Line Haugsted, Mie Højlund, Helena Elver, Mia Rej, Lotte Grigel, Mette Tranborg og Louise Burgaard.

/ritzau/