Mørkøvs makker fortsætter attentat mod Sagans pointtrøje

Tour de Frances grønne pointtrøje har nærmest været malet på Peter Sagans krop i de senere år, men måske er der et tronskifte på vej i de hurtige mænds konkurrence.

Med syv etaper tilbage af løbet har Quick-Steps sprinter Sam Bennett opbygget et pænt forspring til den slovakiske superstjerne.

Dermed har det succesvante hold fået et nyt mål at køre efter, på et tidspunkt hvor Quick-Step ellers ofte overlader Tour-scenen til klassementholdene.

– Nu er trøjen blevet en prioritet for os. Efter den gule trøje er det vel den vigtigste, og hvis man har den inden for rækkevidde, vil det altid være et mål. Vi kommer til at forsvare, det er helt sikkert, siger Rik van Slycke, der er sportsdirektør på Quick-Step.

Peter Sagan er kørt til Paris i den grønne trøje syv ud af de seneste otte år.

Kun i 2017 kiksede det. Men formentlig kun fordi han blev diskvalificeret efter en spurtbatalje med Mark Cavendish og dermed ikke kunne forsvare trøjen.

For Quick-Step er pointkonkurrencen en mulighed, der har åbnet sig, uden at holdet har haft den som decideret målsætning fra løbets start.

– Man skal først se, hvordan et løb udvikler sig, men når man har nogle topplaceringer på etaperne, så kommer man normalt automatisk ind i billedet.

– Det er det, der er sket. Da vi så, at det var muligt at få trøjen, gik vi efter den, og vi prøver at forsvare den, så længe vi kan, siger Rik van Slycke.

Bennett har 262 point mod Sagans 219. Men der er fortsat en del arbejde at gøre, før den irske sprinter kan forberede sig på podiehyldest i Paris.

Lørdagens etape huggede således 23 point af Bennetts forspring.

– Det er ikke afgjort, før det er matematisk sikkert. Så længe, der er point at hente, kan man miste noget af sit forspring. Vi må tage det dag for dag og finde en måde at komme tæt på Paris i den grønne trøje, siger Rik van Slycke.

Sam Bennett har opbygget sit store forspring ved næsten altid at være med fremme i massespurterne.

Med Michael Mørkøv som indpisker vandt ireren 10. etape og er derudover noteret for to andenpladser, en tredje- og en fjerdeplads.

/ritzau/