18-årig AaB-svensker undskylder efter mareridtsdebut

AaB pressede Lyngby i bund, og det lignede et spørgsmål om tid, før nordjyderne ville score, men så fik Tim Prica direkte rødt kort.

Den 18-årige svensker stoppede ureglementeret en Lyngby-omstilling, og dermed blev angriberen smidt ud efter bare 13 minutter af sin debut i den bolsjestribede trøje.

AaB mistede derfor initiativet ude mod Lyngby og måtte nøjes med 0-0 i sæsonpremieren i Superligaen, og efter kampen tog Tim Prica ansvaret for, at nordjyderne ikke hentede tre point.

– Jeg har sagt undskyld til mine holdkammerater, for hvis vi havde været fuldtallige, tror jeg, vi havde fået scoret en kasse eller to. Det er klart, at jeg føler mig lidt skyldig, og jeg tager det på min kappe, at vi ikke vandt, siger Tim Prica.

– Lyngby fik en kontra, som jeg stoppede med en glidende tackling, hvor jeg fældede hans ben. Det var midt på banen, og vi var tre mod to, så det var ikke en decideret farlig situation. Jeg var overrasket over, at dommeren tog det røde kort op, men det er ham, der dømmer, siger den unge svensker.

AaB-angriberen sender ros i retning af sine holdkammerater, der kæmpede det ene point i hus.

– Jeg er stolt af, at gutterne klarede at holde 0-0 og få et point med hjem. Hver eneste point er vigtigt, og det kan blive afgørende til slut, siger Tim Prica.

AaB-træner Jacob Friis lægger ikke skjul på, at det røde kort formentlig blev forskellen på ét og tre point for nordjyderne.

– Kampbilledet ændrede sig markant, for vi havde et voldsomt tryk, som vi gerne ville. Jeg havde en fornemmelse af, at det var et spørgsmål om tid, før vi ville score.

– Da jeg kom ind i omklædningsrummet, kunne jeg godt se, at Tim godt vidste, at den var helt gal, og han beklagede også over for sine medspillere, siger Jacob Friis.

Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen lavede en række fremragende redninger og blev fortjent kåret til kampens spiller.

Han erkender dog, at Lyngby blev reddet af Tim Pricas røde kort.

– De havde nogle store chancer, men så blev vi reddet af, at de fik det røde kort. Det ændrede kampbilledet fuldstændig, og jeg er ikke sikker på, at vi havde holdt det sidste kvarter, hvis det var 11 mod 11.

– Det havde nok været lidt ufortjent, hvis vi havde taget sejren i de sidste ti minutter, så alt i alt er jeg okay tilfreds med det ene point, siger Thomas Mikkelsen.

/ritzau/