Ung tysker når sin første US Open-finale efter comeback

For første gang i sin karriere er 23-årige Alexander Zverev i en grand slam-finale.

Med cifrene 3-6, 2-6, 6-3, 6-4, 6-3 slog han i semifinalen natten til lørdag i US Open spanske Pablo Carreño Busta og fuldendte dermed et stort comeback efter at have været nede med to sæt.

Kampen mellem den 5.-seedede tysker og den 20.-seedede spanier var en ujævn affære.

Favoritten Zverev lignede i de to første sæt en mand, der var tynget af forventningerne og ramte slet ikke niveauet.

Imens kørte solide Carreño Busta på og tog sig af sættene i sikker stil 6-3, 6-2.

Men herefter skiftede kampen karakter.

Carreño Busta faldt i niveau – især havde han svært ved at få serven til at fungere – og tabte de to næste sæt mod Zverev, før han tog en timeout for at få sin ryg tilset.

I sidste sæt fik Zverev brudt spanieren i første parti og cruisede sig herefter til sejren.

– Da jeg var ned med to sæt mod nul, så jeg op på pointtavlen og tænkte: Jeg kan ikke tro, at jeg står i semifinalen, hvor jeg burde være favoritten, og er nede to sæt mod nul, sagde Zverev efter kampen.

– Jeg vidste, at jeg måtte spille bedre og være mere stabil. Men jeg er i min første grand slam-finale, og det er det eneste, der betyder noget.

I finalen møder han østrigske Dominic Thiem, der natten til lørdag slog russiske Daniil Medvedev i tre sæt.

For Zverev er det i Rafael Nadals, Roger Federers og diskvalificerede Novak Djokovics fravær en gylden mulighed for at sikre sig sin første grand slam-titel.

Og for Tyskland kan det blive første gang, siden Boris Becker i 1996 vandt Australian Open, at en tysk mand løfter et grand slam-trofæ.

/ritzau/Reuters