Tysk modstand venter de danske Champions League-hold

To tyske modstandere venter de danske klubber Team Esbjerg og Odense Håndbold, når kvindernes Champions League i håndbold starter i weekenden.

Begge danske klubber er kommet godt fra start i den hjemlige liga, hvor Esbjerg har maksimumpoint efter fire kampe. Odense har et enkelt nederlag fra første runde, hvor holdet tabte til netop Esbjerg.

Team Esbjerg-træner Jesper Jensen er glad for, måden holdet har startet sæsonen på, men mener også, at der er mere at hente.

– Der er flere ting, som går i den rigtige retning. Vi er godt tilfredse med, hvor vi er henne, men vi er også meget bevidste om, at der er langt til mål i forhold til at ramme absolut topniveau, siger han.

Han håber, at den lidt tidligere ligastart i Danmark kan give holdet en fordel i søndagens kamp, hvor Esbjerg skal møde Bietigheim i Tyskland.

– Vi har spillet lidt flere kampe, end de har, så måske har vi et lille plus der. På papiret er det to hold, der er cirka lige stærke. Jeg håber meget, vi kan stjæle et point eller to, siger Jesper Jensen.

I Odense-lejren er der også tilfredshed med sæsonstarten. Senest blev det til en komfortabel sejr over Ajax København på 26-19.

– Vi starter vores kampe rigtig godt og er godt indstillede på vores modstandere, siger Odense-træner Ulrik Kirkely.

– Forsvaret bærer en stor del af det i øjeblikket, og det får os til at blomstre generelt. Vi løfter godt i flok.

I modsætning til Esbjerg er Odense favorit i sin kamp, men Ulrik Kirkely vil ikke høre tale om, at det bliver en let opgave mod Dortmund, som klubben møder hjemme lørdag.

– Jeg ser en meget lige kamp. Dortmund er et stærkt hold med god erfaring på vigtige positioner. De har en af de dygtigste forsvarsspillere overhovedet i Kelly Dulfer, som tidligere har spillet i København, siger Ulrik Kirkely.

Dortmund ligger nummer et i den tyske Bundesliga med to sejre ud af to kampe, mens Bietigheim har en sejr og en uafgjort efter de to første runder.

/ritzau/