Thiem slår hårdt kæmpende russer og er i US Open-finale

Det bliver de to US Open-finaledebutanter Alexander Zverev og Dominic Thiem, der søndag kommer til at stå over for hinanden i herrernes første grand slam-finale efter coronapausen.

Det står klart, efter at østrigske Thiem natten til lørdag vandt US Open-semifinalen 6-2, 7-6, 7-6 over russiske Daniil Medvedev.

Tresætssejren kunne bedømt på cifrene ligne en walkover for 2.-seedede Thiem.

Men Medvedev, der sidste år tabte en flot finale mod Rafael Nadal, kæmpede hårdt og gjorde det til en i perioder meget lige kamp.

– Det var alt andet en rutinesejr på tre sæt, sagde Thiem efter kampen og pegede på de to sidste sæt som meget lige.

– Der var god tennis fra os begge, og jeg kunne let have været nede to sæt mod et.

Finalen bliver fjerde grand slam-finale for 27-årige Thiem. Han har tabt de tre øvrige.

/ritzau/