Statsmedier: Bryderen Navid Afkari er blevet henrettet i Iran

Den iranske bryder Navid Afkari er blevet henrettet lørdag morgen.

Det oplyser myndighederne i den iranske provins Fars ifølge statslige medier i landet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Afkari modtog i dagene op til sin henrettelse støtte fra blandt andet aktivkomitéer fra Tyskland og Canada samt organisationerne World Players Association og Global Athlete.

Og fredag fordømte også Team Danmarks aktivkomité Irans planlagte henrettelse af den 27-årige atlet. Tidligere har USA’s præsident, Donald Trump, på Twitter anmodet Iran om at stoppe henrettelsen.

Ifølge iranske myndigheder blev Navid Afkari idømt dobbelt dødsstraf, fordi han dræbte en iransk officer under en demonstration i den sydlige by Shiraz i 2018.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Men ifølge aktivkomitéerne og Amnesty International blev bryderen under tortur tvunget til at afgive en falsk tilståelse af drabet.

Henrik Them, formand for den danske aktivkomité, opfordrede fredag Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og andre aktører til at komme på banen.

– Vi føler os overbeviste om, at den danske regering allerede gør alt, hvad den kan for at standse henrettelsen og opfordrer samtidig andre interessenter, herunder IOC, internationale forbund og sponsorer til at bruge deres magt til at få stoppet henrettelsen og give Navid den retfærdighed, han fortjener.

– Lande, der blæser på menneskerettigheder på denne måde, hører ikke til på den globale sportsscene, sagde Henrik Them i en pressemeddelelse.

Kritikken og protesterne er blevet afvist af Iran.

/ritzau/