Sønderjyske-lejr åben for tilgange trods stramt budget

Sønderjyske havde en svingende sæson i Superligaen i sidste sæson, og der har i sommerpausen været gang i svingdøren.

Sportschef Hans Jørgen Haysen har blandt andre hentet målmand Lawrence Thomas, venstre back Marc Dal Hende og en amerikansk angriber i form af Haji Wright til Haderslev.

Til gengæld har klubben sagt farvel til midtbanespillerne Eggert Jonsson og Christian Greko Jakobsen.

Hans Jørgen Haysen er med under en måned tilbage af transfervinduet tilfreds med truppen, men han vil ikke udelukke, at bredden kan forstærkes.

– 

Økonomisk er truppen, hvor den skal være. Da vi hentede Marc Dal Hende, skulle vi jo spørge nogle gode venner af huset.

– Hvis vi skal have noget mere, skal vi have hjælp udefra, og ellers skal vi tjene penge ved at sælge en spiller eller lave noget sjovt i vores europæiske kampe, siger Hans Jørgen Haysen.


– Jeg kan godt se én eller to mere til vores bredde, men vi har også en masse unge, vi gerne vil bringe i spil. Vi kan godt bruge et par stykker mere, men lige her og nu er det lukket land, siger sportschefen.

Sønderjyske-træner Glen Riddersholm er ligesom sportschefen tilfreds med truppen, men erkender også, at truppens bredde kan være sårbar.

– Jeg har sagt, vi kan blive sæsonens overraskelse. Hvis vi kan stille med den her startopstilling hver gang, så kan vi holde sammen på det.

– Men hvis vi bliver ramt, som vi gjorde i de sidste 18 måneder, så er vi sårbare i bredden på truppen, siger Glen Riddersholm og tilføjer:

– Jeg tror vi alle sammen i klubben gerne vil putte på, men vi har også erkendt, at vores budget er, hvor det er. Når det er sagt, er det selvfølgelig også vigtigt, at vi bygger på.

/ritzau/