Riis kæmper for sit cykelhold: Jeg er fortrøstningsfuld

Der er fortsat store spørgsmålstegn ud for cykelholdet NTT med Bjarne Riis i en ledende rolle som team manager.

Rygterne har længe svirret om, at det sydafrikanske hold er lukningstruet. Men ifølge den belgiske avis Het Nieuwsblad er holdets overlevelse sikret til den kommende sæson.

Avisen erfarer, at hovedsponsoren NTT har indvilget i at betale for et år mere. Men andre sponsorer skulle være sprunget fra, og derfor har ingen endnu et overblik over, hvilket budget Bjarne Riis har at arbejde med.

Usikkerheden afspejler sig i rytternes kontraktsituation. Blot en håndfuld ryttere har lige nu kontrakt med NTT for næste sæson.

En fåmælt Riis oplyser, at holdet lige nu er er i forhandlinger om fremtiden, og at han ikke vil kommentere, hvordan de forhandlinger skrider frem.

– Jeg er fortrøstningsfuld. Vi har været i denne situation før. Der er ikke noget, vi ikke har været igennem før. Vi tror på, at det nok skal lykkes for os. Men vi må have tålmodighed, siger Bjarne Riis.

I januar blev Virtu Cycling med Riis og erhvervsmændene Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen præsenteret som kommende medejere af holdet. Men otte måneder senere er købet endnu ikke gennemført.

I et interview med B.T. siger Lars Seier Christensen, at gruppen af investorer stræber efter “en større pakke”, som kan være med til at løfte holdets sportslige niveau.

– Det skal være et hold på et niveau, hvor det er sjovt at være med. Det er en større pakke, som skal være baseret på solide sponsorer, der kan udnytte det kommercielt, siger Lars Seier Christensen.

Selv om Riis og hans partnere ikke officielt er en del af holdets ejerkreds, er Riis alligevel involveret i arbejdet med at redde det truede cykelhold.

– Om vi har købt os ind eller ej, er ikke så afgørende. Vi har jo stadig de samme intentioner, og derfor arbejder vi som et team. Det er vel naturligt nok, siger Bjarne Riis.

En af NTT’s tre danskere, Michael Valgren, sagde på Tour de Frances hviledag, at han allerhelst vil blive på holdet. Han har dog ikke fået nogen forsikringer om, at det eksisterer efter nytår.

– Vi har ikke decideret fået noget at vide. Men det håber jeg stærkt på, sagde Valgren.

Mens folk bag NTT Pro Cycling altså kæmper i kulisserne for holdets overlevelse, er andre World Tour-hold i fuld gang med at skrive kontrakter til den kommende sæson.

Der bliver færre og færre ledige ryttere med niveau til at skabe et slagkraftigt hold.

– Jeg er realistisk omkring det, og jeg har selvfølgelig mine tanker omkring det. Men det er sådan, det er. Det er det, jeg skal arbejde med. Jeg kan jo ikke sidde og ønske noget, der ikke er til stede.

– Situationen er, som den er, og så skal vi have det bedste ud af det, siger Bjarne Riis.

Foreløbig har Tour de France ikke givet de store opmuntringer for NTT, som formentlig håber at lokke nye sponsorer til med gode resultater.

Det er endnu ikke blevet til etapesejre, og holdets to største navne, Giacomo Nizzolo og Domenico Pozzovivo, er begge udgået.

/ritzau/