NFL-spiller er sigtet for at have svindlet sig til coronahjælp

Den mangeårige NFL-spiller Josh Bellamy er sigtet for forsøg på at bedrage den amerikanske stat for et millionbeløb.

Bellamy var del af en gruppe på 12 personer, som uretmæssigt forsøgte at få 24 millioner dollar i lån fra en coronahjælpepakke.

Det oplyser USA’s justitsministerium i en pressemeddelelse torsdag.

Den 31-årige Bellamy anklages for at have fået 1,2 millioner dollar i lån til sit firma, Drip Entertainment, fra det såkaldte Paycheck Protection Program.

Det er en låneordning, som Kongressen tidligere i år etablerede. Den skal hjælpe firmaer med fortsat at kunne aflønne deres ansatte.

Josh Bellamy brugte en del af pengene – 104.000 dollar – på at købe luksusvarer ifølge justitsministeriet.

Bellamy har i otte år spillet i NFL. Senest for New York Jets, som tirsdag meddelte, at han ikke er en del af holdet i denne sæson.

/ritzau/Reuters