Japanske Osaka er klar til anden US Open-finale i karrieren

Naomi Osaka fra Japan er videre til finalen i US Open, efter at hun natten til fredag dansk tid besejrede amerikanske Jennifer Brady.

Den dobbelte grandslam-vinder besejrede amerikaneren i tre sæt med cifrene 7-6, 3-6 og 6-3.

Det er anden gang karrieren, at Osaka er klar til finalen i US Open.

Jennifer Brady ankom ellers til semifinalen uden at have tabt et eneste sæt under turneringen i New York, men Osakas slagkraft var nok til at sende hende videre på amerikanerens bekostning i et spændende opgør.

Fjerdeseedede Naomi Osaka sendte i løbet af kampen 35 rene vinderslag over nettet.

Japaneren var også i finalen i US Open for to år siden. Her vandt hun sin første grand slam-titel efter et højdramatisk opgør mod Serena Williams.

Osakas sejr betyder samtidig farvel til Jennifer Brady, der har oversteget alle forventninger ved at nå til semifinalen.

Amerikaneren, der på forhånd var seedet som nummer 28, er således aldrig tidligere nået længere end til fjerde runde ved en grand slam.

Naomi Osaka skal nu op mod enten Serena Williams eller den tidligere verdensetter Victoria Azarenka i finalen. Den spilles lørdag aften lokal tid.

/ritzau/Reuters