Norsk klub nægter tre danskere at rejse til landskampe

Det danske kvindelandshold i fodbold må se langt efter tre af de spillere, landstræner Lars Søndergaard har udtaget til to EM-kvalifikationskampe.

Det drejer sig om Stine Ballisager Pedersen, Janni Thomsen og Rikke Marie Madsen. De er alle tre nægtet at rejse af deres norske klub Vålerenga.

Det skyldes coronapandemien og de regler for rejser, der i øjeblikket hersker på området.

Vålerenga havde udsigt til at få sine tre danske landsholdsspillere i karantæne i ti dage, når de kom hjem fra landskampene.

Vålerenga skal spille en turneringskamp mod Klepp 27. september, og denne ville danskerne ikke kunne deltage i, hvis de spiller en landskamp ude mod Malta 22. september.

De tre danskere blev i sidste uge udtaget til EM-kvalifikationskampene ude mod Bosnien-Hercegovina 17. september samt ude mod Malta fem dage senere.

Heller ikke Vålerengas to serbiske landsholdsspillere, Sherida Spitse og Dejana Stefanovic, er frigivet til at spille Serbiens landskamp mod Holland 18. september.

Eli Landsem, der er sportslig leder i Vålerenga, forklarer, hvorfor klubben ikke kan lade de fem spillere rejse med deres respektive landshold.

– Det vil medføre, at alle landsholdsspillerne må stå over i kampen mod Klepp. Vi kan ikke have halvdelen af holdet ude, når vi skal spille kampe og er i en position til at kæmpe med om guldet.

– Vi er presset op i et hjørne. Vi ønsker jo at hjælpe vores spillere, så de kan spille for deres lande, men sådan som karantænereglerne er, kan vi ikke frigive spillerne til landsholdene, siger Landsem til VG.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har regler på området, som giver klubber ret til at nægte deres spillere at rejse med landshold, hvis det medfører fem karantænedage eller mere.

/ritzau/