NFL gør coronaramt sæson så normal som mulig

“NFL-sæsonen i 2020 vil ikke ligne noget andet år”.

Sådan skrev kommissæren for NFL, Roger Goodell, i et åbent brev i slutningen af juli.

Og meget er da også forandret, når verdens bedste liga for amerikansk fodbold natten til fredag dansk tid sparkes i gang med kampen mellem Kansas City Chiefs og Houston Texans.

Selv om sæsonen ikke engang er begyndt, har coronapandemien allerede sat sit præg på ligaen gennem flere måneder. Spillere har meldt afbud til sæsonen, testkampe er sløjfet, og strenge coronarestriktioner forhindrer fans og presse i at komme tæt på spillerne.

For NFL er succeskriteriet at gennemføre. Og dernæst at gøre sæsonen så normal som mulig. Der er god chance for, at det lykkes, vurderer TV3 Sports NFL-kommentator Anton Bodilsen.

– Nu må vi se, om sæsonen bliver gennemført, men det føler jeg mig ret sikker på. Jeg tror heller ikke, at seerne vil kunne se en forskel på produktet på banen.

– Meget af forskellen vil være taktisk, i forhold til hvordan man gør tingene specifikt. Og der tror jeg, at det vil være svært at se forskel for den almindelige fan, siger han.

Ingen af ligaens 30 stadioner må fylde lægterne med fans. Nogle må lukke en brøkdel ind, mens andre er helt tomme. Men kulisserne vil se markant anderledes ud, end vi er vant til. I hvert fald i begyndelsen af sæsonen.

For at give spillere og fans en flig af den normale stemning tillader NFL kunstig tilskuerlyd på op til 70 decibel. Ikke som dåselyd i tv-produktionen, som vi kender det fra europæisk fodbold under coronakrisen, men ud af højttalerne på stadion.

Det har fået San Francisco 49ers’ cheftræner, Kyle Shanahan, til at kalde tiltaget for “tortur”.

– Jeg tror ikke, at det hjælper passrusherne (spillere, der jagter quarterbacken, red.) på nogen side af bolden. Den eneste effekt bliver, at det bliver menneskelig tortur med konstant larm i 3,5 timer, siger han til radiostationen KNBR.

Heller ikke Anton Bodilsen mener, at man kan tale om en hjemmebanefordel, der står for døren.

– Nej, det tror jeg overhovedet ikke. Fordelen ligger hos de trænere, som kan finde ud af at bruge det her nye element i spillet, siger NFL-eksperten og uddyber:

– Pludselig vil man kunne kommunikere på en måde, man ikke har gjort før. Alt har været håndsignaler eller meget korte beskeder til dem, der står tæt på. Nu vil nogle være bedre end andre til at udvikle et kort og præcist sprog, de kan bruge på banen. Det kan blive en stor fordel.

Efter et hav af test ser det ud til, at NFL har fået covid-19 nogenlunde under kontrol. Men sygdommen er stadig en tikkende bombe mod enkelte hold og spillere.

– Jeg tror ikke, at det bliver noget, vi lægger mærke til. Lige indtil vi har en superstjerne, som bliver testet positiv om torsdagen og så ikke kan spille om søndagen, siger han.

/ritzau/