Dansk cykling venter stadig på kamikazepiloterne

Når et par håndfulde ryttere kæmper om sejren på Tour de Frances flade etaper, sker det som regel uden den store danske indblanding.

For selv om Mads Pedersen igen forsøgte sig i afslutningen på onsdagens etape, vil ingen formentlig karakterisere verdensmesteren som en klassisk supersprinter.

Dertil er han ganske enkelt for alsidig og hårdfør i andre terræner, modsat de hurtige, muskuløse mænd, der er vaskeægte specialister og kun gør væsen af sig på flade ruter.

Den slags afsluttere, som kan vinde otte-ti løb hver eneste sæson, fremstilles tilsyneladende ikke på den ellers produktive danske talentfabrik.

– Jeg kan ikke komme med en åbenlys forklaring på det, siger Morten Bennekou, der i dag er elitechef i Danmarks Cykle Union og tidligere har været både talentchef og ungdomslandstræner.

– Vi har ikke haft specifik fokus på at lave topsprintere. Vi har faktisk ikke prøvet. Hvis man kunne bygge en topsprinter, som man med sikkerhed vidste ville blive en succes, ville vi starte i morgen, siger Morten Bennekou.

Det er, som om de naturligt hurtige danske ryttere typisk udvikler sig til allroundtyper. Folk, der er dygtige i en mindre spurt med fem eller ti konkurrenter efter mange opslidende kilometer i sadlen.

Som Matti Breschel, der vandt to VM-medaljer på de kvaliteter. Heller ikke han forsøgte nogensinde at træne sig op til at blive en “ægte” sprinter.

– Jeg tror simpelthen ikke, jeg havde “nosserne” til det, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg var hurtig fra naturens side, men når jeg var oppe imod de allerhårdeste sprintere, så trak jeg mig tit, siger Breschel.

Han ser det som en opgave for de danske klubber og kontinentalholdene at udvikle flere sprintere.

– Jeg ved heller ikke, hvorfor der ikke er flere hurtige danskere på World Touren, for de findes skam på amatørscenen, siger Matti Breschel.

– Det er bare ikke nok at være hurtig. Man skal også have motoren til at kunne stå distancen. Hvis du er småtyk og hurtig, så går det ikke. Det er op til rytterne selv at få trænet det, der skal til, siger den tidligere toprytter.

Man har i de senere år set sprintere i verdensklasse i de fleste nationer rundt om Danmark. Norge har haft det. Holland, Belgien, Irland og Storbritannien også. Tyskland har produceret en hel stribe.

Så det er altså næppe et spørgsmål om kultur eller genetik. Måske handler det snarere om manglende traditioner og mangel på forbilleder, man kan spejle sig i.

Det har Danmark i stedet haft i enkeltstart på talentniveau. Danske ryttere har vundet U23-VM i fire ud af de fem seneste år og adskillige har været i top-5.

– Det kunne man godt lade sig inspirere af. Man kan opbygge en stemning omkring en disciplin, og det kunne vi også gøre med sprint, siger Morten Bennekou.

– Vi kunne sige: Nu finder vi ti kamikazepiloter og ser, hvor langt vi kan drive dem over en femårsperiode. Den disciplin kræver, at man har modet til det, men det kunne være sjovt at prøve, siger han.

En af de aktive topryttere, der har gjort massespurt til sit arbejde, er Michael Mørkøv. Han er ikke selv sprinter, men leadoutman og dermed manden, der skal køre afslutteren i den rette position.

Heller ikke han kan forklare, hvorfor danske sprintere ikke slår igennem på topniveau.

– I Danmark burde man kunne udklække nogle rigtige sprintere. Det bør i hvert fald være mere ligetil end at udklække ægte bjergryttere.

– I virkeligheden viser det nok bare noget om, hvor højt niveauet er. Der har heller ikke været så mange danske angribere på Real Madrids førstehold, siger Michael Mørkøv.

Skal en dansker knække koden inden for en overskuelig årrække, peger såvel Mørkøv som Bennekou og Breschel på Frederik Rodenberg.

Den 22-årige temporytter koncentrerer sig lige nu mest om banelandsholdet i jagten på OL-guld næste år. Men han har nogle af de kvaliteter, der er brug for.

– Vi kan håbe, at han slår igennem. Når han har vundet en olympisk medalje, må han spurte alt det, han kan. Så kan det være, at han sætter gang i en generation, siger Morten Bennekou.

/ritzau/