Bitter skuffelse grundlagde Hirschis Tour-triumf

Marc Hirschi kneb en tåre, da han søndag blev indhentet til allersidst og måtte se sig slået i en tæt spurt på 9. etape.

Men det ellers veltimede angreb gav den unge schweizer masser af mod på tilværelsen, som han brugte som benzin til sejren på torsdagens etape til Sarran.

– Det gav mig selvtillid til at prøve igen. Etapen viste, at jeg er stærk.

– Men jeg havde den også i baghovedet hele vejen ind mod mål. Jeg turde ikke tro på sejren, før der manglede 200 meter. Jeg huskede, hvor utrolig tæt jeg havde været på sejren, siger Marc Hirschi.

Det schweiziske stortalent fik endelig den fulde løn for sit forarbejde i en Tour de France, hvor han har vist, hvorfor Sunweb har så store forventninger til den tidligere U23-verdensmester.

Han er dog overrasket over, at første etapesejr kommer allerede i karrierens første grand tour.

– Jeg troede ikke, jeg kunne vinde etaper i min alder. Det var en drøm bare at blive udtaget til holdet. Det er min første sejr overhovedet som professionel, og det føles utrolig godt, siger Marc Hirschi.

På torsdagens etape fik han god hjælp af holdkammeraterne på et velkørende Sunweb-hold, hvor Søren Kragh Andersen blev nummer tre.

Holdet har ved adskillige lejligheder været tæt på sejren. Men der skulle altså gå 12 etaper, før det lykkedes.

– Holdånden er virkelig god. Vi har haft masser af diskussioner, specielt efter spurterne. Vi taler virkelig ærligt og kritiserer hinanden. Alle giver 100 procent for holdet.

– Nu har vi været tæt på nogle gange, så jeg håber, at dette lægger grunden til næste uge, siger Marc Hirschi.

/ritzau/