Williams kæmper sig tilbage og er i US Open-semifinale

Tennisikonet Serena Williams er klar til semifinalen i US Open, men for tredje runde i træk måtte hun igennem tre sæt, inden avancementet var i hus.

Den 38-årige Williams tabte første sæt til den bulgarske overraskelse Tsvetana Pironkova, før hun sled sejren hjem med cifrene 4-6, 6-3, 6-2.

Dermed er hun bare to sejre fra at vinde sin 24. grand slam-titel i single, hvilket vil være en tangering af Margaret Courts rekord.

Pironkova var i Wimbledon-semifinalen tilbage i 2010, men hun har slet ikke spillet turneringer de seneste tre år, efter hun er blevet mor.

Wimbledon i 2017 var hendes seneste turnering, og derfor ville det have været en sensation, hvis hun kunne spille sig frem til semifinalen i New York.

Hun var godt på vej mod Williams, men kræfterne slap mod amerikaneren.

Efter en lige start var det Pironkova, der første gang kom ovenpå med et servegennembrud. Det fik hun til stillingen 3-2 efter et parti med flere flotte vindere, afsluttende med en fra baghånden.

I egne servepartier var Pironkova yderst overbevisende og afgav ingen breakbolde, og der var heller ingen slinger i valsen, da hun servede sættet hjem til 6-4 efter at have misset to sætbolde i Williams’ parti forinden.

Da Pironkova også indledte andet sæt med et servegennembrud, begyndte det at trække op til en stor overraskelse, men så hidsede Williams sig op.

Der kom mere kraft i amerikanerens serv, og hendes verbale fremtoning fik også et nøk op, da hun prompte brød tilbage til 1-1.

Derpå var der stillingskrig i sættet, men Williams satte sig på det, da hun brød sikkert til 5-3 for derefter at serve sættet hjem med et es.

Første parti i tredje sæt blev en maraton, men da Williams endte med at bryde til 1-0, var det svært at se Pironkova komme tilbage.

Det skete da heller ikke. Williams brød nok engang til 5-2 og servede efterfølgende sejren hjem med et rent parti.

I semifinalen skal Williams møde vinderen af den sidste kvartfinale, der står mellem hviderusseren Victoria Azarenka og Elise Mertens fra Belgien. De mødes natten til torsdag dansk tid.

/ritzau/