Ronaldo sætter jagt ind på scoringsrekord for landshold

Fodboldstjernen Cristiano Ronaldo scorede tirsdag aften begge mål, da Portugal på udebane slog Sverige med 2-0 i Nations League.

Dermed nåede den 35-årige angriber op på 100 og 101 mål i nationaltrøjen.

Stille og roligt nærmer Ronaldo sig scoringsrekorden i landsholdsregi. Den tilhører Ali Daei, der fra 1993 til 2006 scorede 109 mål for det iranske landshold.

– Det lykkedes at nå milepælen med 100 mål, og nu går jeg efter rekorden. Det vil ske stille og roligt.

– Jeg er ikke besat, men jeg tror, at rekorder kommer mere naturligt, siger Cristiano Ronaldo ifølge Reuters.

I lørdags var Juventus-profilen ikke en del af Portugals trup, da holdet hjemme i Lissabon besejrede Kroatien med 4-1. Her sad Ronaldo ude med en skade i tåen.

– Da jeg fik problemet med min tå, vidste jeg, at jeg ville blive klar til den anden kamp.

– Jeg vidste, at vi ville gøre det godt mod Kroatien, da vores trup er stærk, så ingen er uerstattelig, siger han.

Mod Sverige scorede Ronaldo direkte på frispark i første halvleg, og efter pausen smed han fra kanten af feltet bolden op i målhjørnet til 2-0. Holdkammeraten Bruno Fernandes er imponeret.

– Dagen før kampen scorede han seks eller syv gange på frispark til træning, og det gentog han bare.

– Det er godt at have Cristiano tilbage på holdet, siger Fernandes.

Sveriges målmand, Robin Olsen, havde forberedt sig på Cristiano Ronaldos velkendte frispark, men han følte sig alligevel chanceløs.

– Alle ved, hvad der kunne ske. Alle har set ham lave mål på frispark, og vi havde også set lidt på det.

– Jeg har ikke set målet (på tv, red.), men det føles, som om den sidder ret godt. Man må bare tage hatten af for det, siger Robin Olsen til nyhedsbureauet TT.

/ritzau/Reuters