Nu kommer Tour-chancerne for loyale Asgreen

Kasper Asgreen har brugt det meste af Tour de France som hjælper på et Quick-Step-hold, der har satset tungt på Sam Bennetts spurtevner.

Nu er det imidlertid slut med de helt flade etaper i et godt stykke tid, og så ringer klokkerne for den slidstærke dansker. Nu kommer mulighederne for at prøve lykken på egen hånd.

– I første halvdel af Touren har det ikke vrimlet med chancer for en mand med min karakteristik. Det har hele tiden været planen, at jeg skulle vente lidt.

– De næste dage, den næste uges tid kommer der nogle gode chancer. Indtil vi rammer Alperne. Der bliver det nok for træls, siger Kasper Asgreen.

Torsdagens 12. etape ligner en af løbets mest oplagte til lykkeridderne.

Der er fire kategoriserede stigninger, som gør det svært for sprinterne, men ingen af stigningerne burde kunne afskrække klassikertyper som Kasper Asgreen.

– Det kunne umiddelbart være en god etape til et udbrud. Vi er flere gode folk til at ramme udbruddene. Det ligner en ny chance for os, siger han.

Blandt holdets ivrige udbrudsjægere finder man Remi Cavagna, Bob Jungels og stjernenavnet Julian Alaphilippe.

Hvem der får lov til at prøve lykken, bliver ikke nødvendigvis aftalt på forhånd.

– Det ser vi, når vi sidder derude. Det er sværere for Julian at komme afsted end for Remi for eksempel. De fleste tænker, at når Julian kører, er det en god idé at komme med.

– Det, at have flere kort at spille på, giver jo en større chance for at ramme udbruddet, siger Asgreen.

På onsdagens etape kom han på arbejde, da Bora-rytteren Lukas Pöstlberger stak af fra hovedfeltet få kilometer fra mål.

For Quick-Step handlede etapen om at få en samlet spurt, så Sam Bennett kunne forsøge at gentage tirsdagens sejr.

– Bora skulle lige drille os lidt, og det lykkedes de jo egentlig meget godt med.

– Det var ikke overraskende. Ruten lagde op til det, og det var også derfor, vi reagerede så prompte, siger Asgreen.

Det lykkedes dog ikke Sam Bennett at hente en dobbeltsejr. Ireren sluttede som treer, men blev efterfølgende rykket op på andenpladsen, efter at Peter Sagan blev deklasseret for en ulovlighed.

Caleb Ewan vandt etapen.

/ritzau/