Herning-Ikast fortsætter stimen af storsejre

Herning-Ikast fortsætter sin forrygende sæsonstart i kvindernes håndboldliga. Efter storsejre i de første tre kampe fulgte midtjyderne onsdag aften op med en sejr i topopgøret ude mod København Håndbold.

København kom også til kampen med tre indledende sejre, men tabte i egen hule med 15-26 i Bambusa Kvindeligaen.

Dermed har Herning-Ikast vundet alle kampe i denne sæson med mere end ti mål.

København kom foran 1-0 efter et halvt minut, men det skulle også blive hjemmeholdets eneste føring i hele kampen. Efter mindre end fire minutter havde Herning-Ikast sat sig på kampen med en føring på 4-1.

Hjemmeholdet forsøgte at hænge på og kom også lidt nærmere, men i halvlegens sidste del trak midtjyderne fra og kunne gå til pausen foran med 14-8.

Med henholdsvis fem og seks mål havde Emma Friis og Stine Skogrand på det tidspunkt været de mest toneangivende hos udeholdet.

I anden halvleg kom Herning-Ikast også foran med 16-8, inden København med tre mål i træk fik skabt en smule spænding.

Udeholdet reagerede dog bare ved at score de næste tre mål til stillingen 19-11, og med et kvarter tilbage lignede det afgørelsen.

København fik da heller ikke færten af point i opgøret, og midtjyderne kunne rejse hjem med en sejr på 11 overskydende mål.

Emma Friis blev topscorer med otte mål, mens Stine Skogrand blev noteret for syv mål.

/ritzau/