Geraint Thomas afviser hjælperolle: Jeg er en leder

Egan Bernal kæmper lige nu for sejren i Tour de France som kaptajn for cykelholdet Ineos, efter at både Chris Froome og Geraint Thomas blev vraget til det franske etapeløb.

Men for sidstnævnte var det ikke et tema at tage til Touren for at hjælpe colombianeren.

– Det kan måske lyde lidt hårdt, men jeg vil ikke tage til Touren kun for at hjælpe holdet, siger Geraint Thomas i et interview med avisen Gazzetta dello Sport.

I stedet for at satse på Touren har Tour-vinderen fra 2018 sadlet om og går nu efter den samlede sejr i Giro d’Italia, som køres fra 3. til 25. oktober.

– Jeg føler, at jeg har en alder, hvor jeg skal få det meste ud af hver en mulighed. Derfor er Giroen en bedre chance for mig.

– Jeg synes stadig, at jeg har formen til at være leder. En anden rolle i Frankrig interesserer mig ikke, siger waliseren.

Sidste år blev Thomas nummer to i Touren efter Bernal.

Både Thomas og Froome deltager i disse dage i etapeløbet Tirreno-Adriatico, der slutter på mandag. Også danske Jakob Fuglsang er med og bejler til den samlede sejr.

34-årige Geraint Thomas har kontrakt med Ineos til og med 2021. Froome forlader holdet efter indeværende sæson og skifter til Israel Start-Up Nation.

/ritzau/