FC København finder ung afløser for Johan Lange internt

FC København har ansat Frederik Leth som ny teknisk direktør, efter at Johan Lange er skiftet til Aston Villa.

Det oplyser superligaklubben onsdag i en pressemeddelelse.

Leth, der er født i 1993, er blevet fundet internt i organisationen, hvor han hidtil har haft ansvar for scouting og analyse.

FCK-manager Ståle Solbakken mener, at klubben har sikret sig den helt rette mand til jobbet.

– Det her er en meget, meget vigtig og central position og ansættelse for os.

– Frederik er utroligt stærk analytisk og et meget begavet menneske, og det er ikke for sjov, at han internt har kaldenavnet “The Brain”, siger Ståle Solbakken i pressemeddelelse.

Han fortæller, at Johan Langes afløser kender klubben ned til mindste detalje. Fra 2012 til 2014 arbejdede han i talentafdelingen og blev efterfølgende rykket op omkring førsteholdet.

Senest har han været leder for scouting og analyse med en stab under sig.

– Den rolle har også gjort ham til en integreret del af vores beslutninger og udvikling fra talentafdelingen op til førsteholdet, og han har været en nøgleperson i at udvikle FCK i forhold til struktur, data og videnskab.

– Vi er meget glade for, at vi kan have en kapacitet som Frederik med om bord, siger Solbakken.

/ritzau/