FC København finder Johan Langes afløser internt

FC København har ansat Frederik Leth som ny teknisk direktør, efter at Johan Lange er skiftet til Aston Villa.

Det oplyser superligaklubben onsdag i en pressemeddelelse.

Leth er blevet fundet internt i organisationen, hvor han hidtil har haft ansvar for scouting og analyse.

FCK-manager Ståle Solbakken mener, at klubben har fundet den helt rette mand til jobbet.

– Det her er en meget, meget vigtig og central position og ansættelse for os.

– Frederik er utroligt stærk analytisk og et meget begavet menneske, og det er ikke for sjov, at han internt har kaldenavnet “The Brain”, siger Ståle Solbakken i pressemeddelelse.

Han fortæller, at Johan Langes afløser kender klubben ned til mindste detalje. Fra 2012 til 2014 arbejdede han i talentafdelingen og blev efterfølgende rykket op omkring førsteholdet.

Senest har han været leder for scouting og analyse med en stab under sig.

– Den rolle har også gjort ham til en integreret del af vores beslutninger og udvikling fra talentafdelingen op til førsteholdet, og han har været en nøgleperson i at udvikle FCK i forhold til struktur, data og videnskab.

– Vi er meget glade for, at vi kan have en kapacitet som Frederik med om bord, siger Solbakken.

/ritzau/