Dansk tour-debutant styrer toget med Mørkøv som forbillede

Sunwebs sprintertog fik ikke helt timet indløbet til mål på tirsdagens 10. etape i Tour de France. Men ellers har holdet været et af løbets bedste i den specielle disciplin, der afslutter de flade etaper.

Og det er sket med en dansk debutant i en hovedrolle.

Casper Pedersen brillerede i første Tour-uge som leadoutmand for sprinteren Cees Bol, og duoen får en ny chance på onsdagens flade etape.

En ny chance for danskeren til at køre sin holdkammerat så perfekt i stilling som for en uge siden på etapen til Privas. Bol burde have vundet, men endte med at blive overhalet af fænomenet Wout van Aert.

– Jeg tror i hvert fald, jeg så det leadout 10-15 gange den aften, siger Casper Pedersen.

For almindelige cykeltilskuere var Sunweb-toget formentlig en detalje, der snart er glemt igen. Men for folk som Casper Pedersen kan det være med til at definere fremtiden.

Alle har brug for en niche, hvor de er bedre end de fleste. Her så man Pedersens.

– Når man er ung, handler det om at etablere sig i en rolle, hvor man kan gøre sig uundværlig eller værdifuld på et World Tour-hold, forklarer han.

Derfor har han trænet målrettet i at blive bedre i den specielle disciplin for at skille sig ud fra mængden i den hårde konkurrence om arbejdspladserne.

– Det har jeg også gjort for at køre mig længere op i hierarkiet på holdet og få en masse gode starter, siger Casper Pedersen.

Med Tour de France-deltagelsen må den mission siges at være lykkedes.

Indtil en god uge før Tour-starten regnede han stadig med at skulle køre Giro d’Italia. Men i holdledelsen har man længe haft et godt øje til danskeren.

Og nu var han altså ikke til at komme udenom.

– Normalt er vi ikke begejstrede for at ændre vores trup i sidste øjeblik. Vi er altid meget strukturerede i måden, vi planlægger tingene på. Men i dette tilfælde vurderede vi, at Casper ville bringe mere kvalitet i vores leadout, siger Matt Winston, der er sportsdirektør på Sunweb.

Han fik for alvor øjnene op for Casper Pedersens styrke i Volta ao Algarve i februar. Her var danskeren en effektiv tilrettelægger, da Cees Bol vandt en etape.

– Man kunne se, at Cees havde total tillid til Casper og fulgte ham blindt, selv om Casper tog en masse forskellige beslutninger i de sidste tre kilometer. Det viste, at Casper har en virkelig god cykelrytterhjerne, siger Matt Winston.

Søren Kragh Andersen kalder sin holdkammerat og landsmand “superprofessionel”.

– Og så er han klog, måske over gennemsnittet for cykelryttere, siger Kragh Andersen.

Selv har Casper Pedersen et forbillede i Michael Mørkøv, der har samme rolle på Quick-Step. Han førte tirsdag sin sprinter Sam Bennett til sejr på 10. etape.

– Mørkøv er en af de bedste til det, jeg prøver at blive god til. Det ville være dumt ikke at kigge i hans retning og se, hvad der fungerer for ham.

– Men han er jo også en konkurrent, så jeg skal heller ikke se for meget op til ham. De skal jo have bank, Quick-Step-drengene, siger Casper Pedersen.

Han forsøger fortsat at blive en stærk endagsrytter, så hele cykelkarrieren ikke kommer til at handle om at køre folk på plads i spurterne.

Men foreløbig skal leadout være den kvalitet, der sikrer ham job på højeste niveau mange år ud i fremtiden.

Og skulle en arbejdsgiver være i tvivl, kan han overveje at afspille det klip fra afslutningen af 5. etape af Tour de France under kontraktforhandlingerne.

– Selvfølgelig er det en holdsport, men jeg tænker jo også på, hvordan jeg selv gjorde det.

– Det var et leadout til perfektion. Alle i toget kørte deres føring perfekt. Mit eget job udførte jeg også til punkt og prikke, som jeg gerne ville. Det er sindssygt fedt, siger Casper Pedersen.

/ritzau/