Chelsea-ikon bliver assistenttræner i FC Nordsjælland

Den tidligere Chelsea-spiller Michael Essien bliver assistenttræner i FC Nordsjælland.

Det fortæller cheftræner Flemming Pedersen onsdag til bold.dk.

Aftalen med ghaneseren er kommet i stand, efter at 37-årige Essien for nylig besøgte superligaklubben som et led i sin træneruddannelse. Nu bliver han hængende i Farum.

– Hans karriere og erfaring taler for sig selv, men når man så lægger hans ydmyge og givende personlighed oveni, så er det en unik mulighed for os til at få en person ind i trænerteamet, som kan gøre vores miljø endnu mere udviklende for vores spillere og samtidig give værdifuldt input til trænerteamet og være vores forlængede arm på træningsbanen, siger Flemming Pedersen til bold.dk.

Michael Essien spillede fra 2005 til 2014 i Chelsea. En overgang var han udlejet til Real Madrid. Cv’et tæller også klubber som AC Milan og Lyon.

I FCN får han titel af player coach.

FCN indleder den kommende superligasæson på søndag på udebane mod Brøndby.

/ritzau/