Australier tager sin anden etapesejr i årets Tour

Australieren Caleb Ewan (Lotto Soudal) kunne onsdag juble over sin anden etapesejr i årets Tour de France.

Således kørte han først over målstregen på 11. etape, der som ventet endte i en massespurt.

Det blev den tætteste afgørelse hidtil i årets Tour de France, og først på de sidste meter lykkedes det for Ewan at presse sig forbi de øvrige sprintere i opløbet.

Slovakken Peter Sagan (Bora) sluttede på andenpladsen foran ireren Sam Bennett (Quick-Step), der sejrede på tirsdagens etape.

Belgieren Wout van Aert (Jumbo), der allerede har vundet to etaper i løbet, åbnede spurten tidligt, men blev altså oversprintet og sluttede som nummer fire.

Den danske verdensmester, Mads Pedersen (Trek), spurtede sig til en syvendeplads.

Massespurten var ventet, men den 35-årige Matthieu Ladagnous (FDJ) gjorde sit for at ændre på det. Han kørte straks fra den 167,5 kilometer lange etapes start og fik over fem minutters forspring.

Men efter godt 25 kilometer stak seks mand efter ham, og Stefan Küng (FDJ), Jasper Stuyven (Trek) og kompagni blev vurderet tilsammen at være så stærke, at Quick-Step besluttede sig for at køre dem ind.

Det gjorde det belgiske danskerhold hurtigt med en intensiv jagt, som samtidig bragte Ladagnous’ forspring langt ned – og han fik ikke siden meget over tre minutter ned til et felt i total kontrol.

Med 43 kilometer til mål blev han hentet, og så var der dækket op til sprinterne.

Inden de nåede til de sidste kilometer, stod Ion Izagirre (Astana) for etapens dramatik, da han styrtede og med blod i ansigtet og flænset trøje måtte opgive at fuldføre.

Med syv kilometer tilbage satte Kasper Asgreen (Quick-Step) sig frem, og det lykkedes for ham at skabe hul til feltet sammen med Lukas Pöstlberger og Bob Jungels.

Med to kilometer tilbage var der dog igen fuld samling, og så blev det ligesom på 3. etape Ewan, der timede sin spurt perfekt.

/ritzau/