Tour-debutanter tager hul på anden uge med ondt i bagdelen

Ni hårde Tour de France-etaper sætter sig sine spor i alle ryttere, men det er ikke kun benene, der er ømme inden tirsdagens 10. etape.

Tour-debutanterne Niklas Eg og Mads Pedersen har faktisk mere ondt i bagpartiet, der foreløbig har været anbragt på en hård saddel i godt og vel 40 løbstimer.

– Det er næsten det værste. Det gør mere ondt end i benene, siger Niklas Eg.

– Det er primært, når man sætter sig på cyklen, at man mærker det. Når man først sidder på sadlen og er i gang med løbet, glemmer man heldigvis alt om det, siger han.

Ondt i bagdelen er et velkendt problem for cykelryttere, og udvikler det sig til deciderede siddesår, kan det være en mere alvorlig sag.

Det var netop det, der sidste år fik Søren Kragh Andersen til at udgå fra Tour de France efter 17. etape.

Som en service til folk, der ikke er vant til at sidde så længe på en cykel i så mange dage i træk, forsøger Mads Pedersen at beskrive, hvad det er Tour de France-ryttere gennemgår i disse uger:

– Hvis du skulle sætte dig selv i samme situation, skulle du bede din kæreste om at spanke dig ti gange med et vådt viskestykke hver dag i ti dage. Uden at der går hul, det skal bare blive rødt.

– Så tror jeg, vi er ved at være der, griner han.

Tour de France er efter hviledagen rykket videre til det vestlige Frankrig. Her skal rytterne køre 168,5 kilometer langs kysten, inden de når målstregen i Saint-Martin-de-Ré.

/ritzau/