La Liga holder fast i ekstra udskiftninger og bred bænk

I seneste sæson blev det tilladt i de fleste fodboldligaer at foretage fem udskiftninger i løbet af en kamp, da ligaerne blev genoptaget efter coronapausen.

Efter en flere måneder lang pause, hvor træningsmulighederne havde været begrænset for mange, ville man beskytte spillerne mod skader.

Da coronaen stadig kræver sin plads i sportsverdenens overvejelser, og man ikke ved, hvad den nylige opblusning af smittespredning får af betydning, har den spanske liga allerede garderet sig i regelsættet for sæsonen.

Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) oplyser på sin hjemmeside, at man har besluttet at forlænge de midlertidige regler for udskiftninger.

Det betyder, at alle hold også i den kommende sæson må foretage fem udskiftninger per kamp, men at det skal foregå over maksimalt tre spilstop.

Derudover må holdene også fortsat have 23 spillere med til kampene, så der altså er 12 spillere at vælge imellem fra bænken, når der skal skiftes.

Forlængelsen af reglerne sker efter ønske fra ligaforeningen, der varetager klubbernes interesser, og gælder for de to bedste fodboldrækker i Spanien.

/ritzau/