VM-sølvvinder skifter cykelhold og vil jagte revanche

Den italienske cykelrytter Matteo Trentin, der blev nummer to ved VM sidste år, skal i næste sæson tørne ud for UAE.

Det oplyser cykelholdet på sin hjemmeside.

31-årige Trentin skifter fra CCC og har sat sin underskrift på en toårig aftale med UAE. Her vil han de næste par sæsoner blandt andet jagte revanche i VM, hvor han i linjeløbet sidste år blev slået af danske Mads Pedersen.

– For det første har jeg noget, jeg skal have gjort færdig ved VM. Jeg vil gerne gøre det en placering bedre end sidste år, siger Trentin.

Derudover har han blandt andet udset sig forårsklassikere og Tour de Frances grønne pointtrøje som kommende mål. Trentin er også med ved årets Tour, hvor han ligger nummer fem i pointkonkurrencen.

Trentin har tidligere blandt andet vundet tre etaper i Tour de France, fire etaper ved Vuelta a España og en enkelt etape i Giro d’Italia.

Han blev også europamester i 2018.

– For tiden er det ikke let at finde et hold, der har et langsigtet og ambitiøst projekt. Men jeg er stolt over, at de stoler nok på mig til at lade mig blive en del af deres, lyder det fra den hurtige italiener.

Et andet rytterskifte er mandag også blevet annonceret.

Bora har således skrevet kontrakt med den 29-årige hollænder Wilco Kelderman. Han har blandt andet en samlet sejr ved Post Danmark Rundt i 2013 på cv’et. Samme år blev det også til etapesejr i det danske løb.

Bora har desuden skrevet kontrakt med mountainbikerytteren Ben Zwiehoff.

/ritzau/