Sisto: Mit hjerte valgte pludseligt at tage FC Midtjylland

Efter lang tids spekulationer blev Pione Sisto mandag præsenteret som ny spiller hos de forsvarende danske mestre, FC Midtjylland.

Kantspilleren vender tilbage til Herning, fire år efter han forlod FCM til fordel for Celta Vigo.

Sisto blev tidligt i transfervinduet sat i forbindelse med et comeback til FC Midtjylland, inden FC København bød sig til og var tæt på at sikre danskerens underskrift.

Men det gik op for Sisto, at han ville tilbage til den klub, der gav ham professionel debut, og så faldt skiftet til FCK til jorden.

– Det var mit hjerte. Mit hjerte valgte pludselig at tage FC Midtjylland, siger Sisto til Tipsbladet.

– Jeg fandt ud af, at det altid har været mit ønske, men nogle gange bliver man testet. Nogle gange glemte jeg det. Andre gange gjorde jeg ikke. Åbenbart skulle jeg igennem de ting, jeg skulle, for at finde ud af, at det altid har været FC Midtjylland, jeg gerne ville spille for.

Pione Sisto fik debut for FCM’s førstehold som 17-årig og blev kåret til Årets Profil i Superligaen i 2014. Han har 113 kampe for midtjyderne på cv’et.

Sisto har spillet 21 kampe for det danske landshold.

/ritzau/