Hviledag er hårdt tiltrængt efter barsk Tour-start

Fire bjergetaper inden første hviledag ser man ikke hvert år i Tour de France, og løbets første del er da heller ikke gået sporløst hen over rytterne.

Selv slidstærke Christopher Juul-Jensen har flere gange fremhævet, hvor usædvanlig barsk løbets første del har været, og for den danske Mitchelton-Scott-rytter er den løbsfri dag hårdt tiltrængt.

– Det har været en meget hård første uge. Heldigvis har jeg personligt været rigtig godt kørende. Jeg håber, at jeg kan få hvilet ud, og at jeg så kan fortsætte på tirsdag, siger Christopher Juul-Jensen.

Mens den 31-årige World Tour-veteran er med i Touren for tredje gang, gør Casper Pedersen sig sine første erfaringer med det franske etapeløb.

For ham er det først og fremmest hovedet, der skal have ro fra den støj og hektiske atmosfære, der altid omgiver løbet.

– Jeg skal bruge hviledagen på en meget kort rulletur på cyklen. Egentlig vil jeg helst være fri. Jeg vil bare gerne slappe så meget af, som jeg overhovedet kan. Ikke mindst mentalt.

– Det bliver vist noget med at sove så længe som muligt og spise en stor morgenmad, siger Casper Pedersen.

Sunweb-rytteren ser tilbage på sine første ni Tour de France-etaper med en fin fornemmelse.

– Jeg føler mig ret godt tilpas, og heldigvis er jeg godt kørende på stigningerne, hvilket hjælper noget på det hele.

– Jeg er ret tilfreds med min første uge og har også været glad for de leadouts, jeg har lavet. Dem håber jeg at lave flere af i de to sidste uger, siger Casper Pedersen.

Efter søndagens etape rejste hele Tour-feltet næsten 400 kilometer nordpå til La Rochelle, hvor holdene skal tilbringe hviledagen, inden løbet fortsætter med 10. etape tirsdag.

/ritzau/