FCM henter Pione Sisto hjem på en fireårig aftale

Pione Sisto er tilbage i FC Midtjylland.

Det står klart mandag, hvor den forsvarende mester har annonceret ankomsten af klubbens tidligere profil. 25-årige Sisto har sat sin underskrift på en fireårig aftale, skriver klubben på sin hjemmeside.

Skiftet blev allerede lørdag bekræftet af Sistos seneste arbejdsgiver, den spanske klub Celta Vigo. Men først mandag er han altså officielt blevet præsenteret hos FC Midtjylland, som Sisto forlod i 2016.

– Et skifte til FC Midtjylland har været mit største ønske. Et ønske, jeg har arbejdet hårdt på skulle blive en realitet.

– Jeg føler mig hjemme her, min familie er her, og jeg kender alle. Med det, Midtjylland kan give mig, og det, jeg kan give Midtjylland, så har vi et perfekt match, siger Pione Sisto i en pressemeddelelse.

Sisto så egentlig ud til at være på vej mod et skifte til FC København.

FCK har også bekræftet at have været i dialog med Sisto, men i sidste ende lykkedes det ikke at nå til enighed, og FCK afbrød forhandlingerne.

I stedet ender han altså hos FC Midtjylland. Her håber sportschef Svend Graversen blandt andet, at Sisto kan være en gevinst i europæiske kampe.

– Det vækker stor glæde, at vi får en tidligere akademispiller, som har præsteret på et rigtig højt internationalt niveau, hjem til FC Midtjylland. Vi er stolte over, at Pione har valgt os som næste skridt i sin karriere.

– Han kommer tilbage til et miljø, hvor vi kender ham, og han kender os, og hvor vi i fællesskab kan få det bedste ud af hinanden. Pione er en spiller, der kan gøre en forskel og hjælpe os med at indfri vores mål nationalt og internationalt, lyder det fra sportschefen.

Sisto fik debut for FCM’s førstehold som 17-årig og blev kåret til Årets Profil i Superligaen i 2014. Han har 113 kampe for midtjyderne på cv’et.

Sisto har spillet 21 kampe for det danske landshold.

/ritzau/