Tour-danskere fortrænger frygten efter slemme uheld

Hele cykelverdenen holdt vejret, da hollænderen Fabio Jakobsen fra Quick-Step svævede mellem liv og død efter et frygteligt styrt i en spurt i Polen Rundt i sidste måned.

Blot ti dage senere var den gal igen, da hans holdkammerat Remco Evenepoel i et solouheld røg ud over en bro og mange meter ned i en skovbund.

Selv om cykelfans har savnet sporten, mens den har ligget stille, har genstarten også mindet alle om, hvor halsbrækkende og farlig cykelsport på højeste niveau kan være.

Det er en risiko, rytterne er nødt til at acceptere, hvis de vil drive det til noget. De mest succesfulde er ofte dem, der lader være med at hive i bremsen, når det brænder på.

Det handler om evnen til at skubbe frygten til side. Ikke mindst, når man som Michael Mørkøv lever af at køre sprintere i stilling gennem et kaotisk felt i topfart.

– Jeg bliver nødt til at lægge det til side for at kunne være med fremme i spurten. Ellers kan jeg lige så godt hænge cyklen op på væggen derhjemme, konstaterer Michael Mørkøv.

Sådan ser andre Tour de France-danskere også på det. Verdensmester Mads Pedersen kaster sig jævnligt ud i frygtindgydende spurter mod nogle af feltets hårdeste typer.

Næsten demonstrativt vandt han en sprint i Polen Rundt dagen efter Fabio Jakobsens chokerende uheld. For selv om man bliver påvirket af en kollegas ulykke, betyder det ikke, at man selv tager færre chancer.

– For at være helt ærlig, så nej, siger Mads Pedersen.

– Hvis du er den ryttertype, som jeg er, så prøver du at lægge det væk. Det er heldigvis meget, meget sjældent, at der sker så slemme ulykker.

– Men det er heller ikke noget, jeg tænker over. Det kan jeg simpelthen ikke, siger Pedersen.

Heller ikke ryttere, der oplever ulykkerne på nærmeste hold, tillader sig selv at blive påvirket af de grimme minder.

Casper Pedersen var med i den spurt, hvor Fabio Jakobsen kom galt af sted, da en barriere gik i stykker, og han blev sendt på en flyvetur gennem afspærringer og hegn.

Kun hurtig udrykning fra tililende læger reddede hollænderens liv.

– Det så jeg fra første parket. Det er noget, der sidder i baghovedet, siger Casper Pedersen.

– Man lever med den fare. Cykling er en sindssygt fed sport, men nogle ting er ikke så fede. Blandt andet risikoen for alvorlige styrt, siger han.

Ulykken skete på årsdagen for det belgiske talent Bjorg Lambrechts død efter et styrt i samme løb.

– Når jeg oplever de der forfærdelige styrt, minder det mig om, hvor risikofyldt et erhverv jeg er en del af, siger Christopher Juul-Jensen.

Som hjælperytter er det sjældent nødvendigt at tage store chancer, men det betyder langtfra, at han er uden for farezonen.

– Mange ting kan du ikke kontrollere. Der kan styrte fem folk foran dig, og så kan du ikke undvige, siger Christopher Juul-Jensen.

Det er den risiko, cykelryttere lever med, hver eneste gang de sætter sig i sadlen kun beskyttet af en hjelm og tyndt cykeltøj.

– Min far har altid sagt til mig, at man skal være lidt smådum for at være cykelrytter. Det tror jeg godt, jeg kan skrive under på, siger Mads Pedersen.

/ritzau/