Bjarne Riis hiver skadet klassementshåb ud af Touren

NTT-holdet har pillet holdets kaptajn, Domenico Pozzovivo, ud af Tour de France på grund af en skade.

Holdmanager Bjarne Riis har efter søndagens 9. etape valgt at sende italieneren hjem fra Frankrig. I flere dage har Pozzovivo været plaget af et sammenstød med en tilskuer.

– Det er virkelig skuffende, at Domenico har været nødsaget til at trække sig.

– Vi var meget optimistiske omkring, at han kunne spille en rolle i klassementet, men muligheden blev taget fra ham, da han styrtede på 1. etape, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.

Da Touren blev skudt i gang i sidste weekend, kolliderede Pozzovivo med en tilskuer, der ville tage et foto af ham.

Italieneren kom så slemt til skade, at han endnu ikke er kommet sig.

– Han har kæmpet heroisk gennem lidelserne hver dag, og nu er vi kommet til den konklusion, at det er bedst for ham at stoppe. Han skal fokusere på at komme sig og forberede sig på Giro d’Italia, siger Riis.

I forvejen har den danske NTT-manager mistet sit bedste bud på en etapevinder. Lørdag valgte Giacomo Nizzolo således at trække sig fra løbet på grund af knæproblemer.

/ritzau/