Wada: Amerikanske atleter kan blive udelukket fra OL

En stor konflikt mellem USA og Det Internationale Antidopingagentur (Wada) kan være under opsejling.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Wada pønser nemlig på at ændre en regel, så det bliver umuligt for atleter at stille op for en nation, der trækker sin økonomiske støtte til organisationen.

Det kan i yderste konsekvens betyde, at de amerikanske atleter ikke får lov til at stille op til OL og andre internationale konkurrencer, fortæller Wada-præsident Witold Banka.

– Hvis USA trækker sin støtte til Wada, kan det få enorme og vidtrækkende konsekvenser for amerikanske atleter, siger præsidenten til Reuters.

I juni anbefalede Office of National Drug Control Policy (ONDCP) i en rapport de amerikanske politikere at overveje at tilbageholde midler til antidopingorganisationen.

Rapporten kritiserer Wadas måde at arbejde på og peger på, at reformer er nødvendige. Især Wadas håndtering af en omfattende russisk dopingskandale bliver kritiseret i rapporten, der er videresendt til Kongressen i Washington D.C.

Efterfølgende tog Wada til genmæle og kritiserede regeringsrapporten for at være fyldt med fejl og mangler.

Men sagen kan ende med at få store konsekvenser for amerikansk idræt.

– Vi er blevet kontaktet af regeringer fra flere steder i verden, som er chokerede over truslen fra den amerikanske regering, siger Witold Banka.

Ifølge præsidenten opfordrer regeringerne Wada til at ændre en regel, så manglende betaling til Wada automatisk betyder, at man ikke overholder det internationale antidopingkodeks.

– I sidste ende kan det få alvorlige konsekvenser for atleterne fra de lande, inklusive deres deltagelse i internationale sportsbegivenheder, siger Wada-præsidenten til Reuters.

Det er ikke fair at straffe atleterne, mener Travis Tygart, der er præsident for Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada).

– At true et lands atleter på grund af Wadas fejlslagne struktur er bemærkelsesværdigt og skuffende, siger han.

– Wada føler sig truet og rystet, men at true amerikanske atleter er skamfuldt.

– De (Wada, red.) burde bruge tiden på at gøre Wada til det, verden vil have dem til at være, nemlig et stærkt og uafhængigt Wada, siger han ifølge Reuters.

Med godt 2,7 millioner dollar i år er USA den største statslige bidragyder til Wada, der har et budget for 2020 på 37,4 millioner dollar.

/ritzau/