Lettede idrætsledere: Flere tilskuere gør stor forskel

Flere steder i dansk idræt er der lettelse over, at der fredag er åbnet op for endnu flere tilskuere.

Det sker, efter at regeringen og flere partier på Christiansborg er blevet enige om at give det øvrige idrætsliv samme vilkår som landets bedste fodboldrække, Superligaen.

I stedet for et maksimum på 500 tilskuere til idrætsarrangementer kan stadioner, haller og øvrige idrætsfaciliteter nu inddeles i sektioner med op til 500 tilskuere i hver sektion.

Tilskuerne skal dog sidde med en afstand på minimum en meter.

I Danmarks Ishockey Union er direktør Ulrik Larsen lettet over aftalen.

– Det betyder uendelig meget for os, at vi kan få den her udvidede ordning, siger Ulrik Larsen.

– Det er ikke det samme som, at vi kan få udsolgt, men det er et rigtig godt udgangspunkt til at starte sæsonen på 18. september, siger han om den forestående sæsonstart.

Han forklarer, at der de seneste to-tre uger er lavet et større arbejde med de ni klubber i Metal Ligaen omkring en sektionsopdeling af hver enkelt skøjtehal.

– Det er klart, at der er forskel på den mindste skøjtehal i ligaen og Gigantium i Aalborg, der kan tage 5000 tilskuere. Nu skal vi i gang med at lave arenaerne sikre og trygge, så tilskuerne kan komme ind uden at føle sig utrygge, siger direktøren.

Sidste sæson blev afblæst umiddelbart før slutspillet på grund af coronakrisen. Dengang meldte flere klubber ud, at de var truet på eksistensen.

– Det her er et kæmpe rygstød til klubberne. Der gør en meget stor forskel, siger Ulrik Larsen.

Danmarks Idrætsforbund er også tilfredse med fredagens aftale.

– Det har kæmpe betydning for vores ligaer og forbund, som arrangerer mesterskaber og turneringer, at der kan lukkes flere tilskuere ind – ikke kun i de professionelle ligaer, men i idrætten bredt set, siger administrerende direktør Morten Mølholm Hansen i en pressemeddelelse.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) er til december medvært for EM sammen med Norge.

Tidligere har DHF-formand Per Bertelsen udtalt sig kritisk om udsigten til at aftale et EM uden tilskuere. Fredag har han dog ikke umiddelbart nogen kommentar.

– Jeg sidder nede i Kairo, og jeg må indrømme, at jeg ikke har fået oplysningerne endnu.

– Jeg er nødt til at se det først. Så det er ikke nemt for mig at udtale mig, siger Bertelsen, der lørdag overværer lodtrækningen til herrernes VM til januar.

/ritzau/