Færøerne vender truende nederlag til sejr mod Malta

To af Europas fodboldminiputter stod over for hinanden, da Færøerne torsdag tog imod Malta i Nations League.

De to ø-nationer, der er at finde på turneringens laveste niveau, D, leverede en underholdende kamp, som Færøerne endte med at vinde efter en flot slutspurt.

Der stod således 2-1 til Malta, da kampen nærmede sig sin afslutning. Men med mål i både 87. og 90. minut endte Færøerne med at tage en sejr på 3-2.

Sejren sender Færøerne op på førstepladsen i gruppe 1 på niveau D. Den består også af Letland og Andorra, som spillede 0-0 torsdag.

Klæmint Olsen åbnede målscoringen cirka midtvejs i første halvleg, men Malta fik udlignet kort før pausen.

Gæsterne fra middelhavsøen kom foran med cirka 20 minutter tilbage, inden det altså endte med et færøsk comeback.

Andreas Olsen reducerede til 2-2 med få minutter tilbage af den ordinære spilletid, inden Brandur Olsen – der har en fortid i FC København – sørgede for et hattrick af Olsen-mål med sin scoring til slutresultatet.

/ritzau/