18 spillere fra argentinsk storklub er blevet coronasmittet

Et lokalt udbrud af coronavirus har ramt hårdt hos den argentinske fodboldklub Boca Juniors, der holder til i storbyen Buenos Aires.

Hele 18 spillere er således blevet testet positive for det smitsomme virus.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Ti af de smittede spillere har eller har haft milde symptomer, mens de resterende otte ikke har nogen symptomer, lyder det.

Det fremgår ikke, hvilke spillere der er ramt.

Klubben valgte mandag at indstille træningen i tre dage, efter at man havde opdaget et lokalt udbrud af coronavirus nær klubbens træningsanlæg.

Blandt Boca Juniors’ profiler finder man den argentinske angriber Carlos Tévez, der i en årrække spillede i europæisk fodbold.

Om blot to uger skal Boca Juniors efter planen i aktion i Copa Libertadores – den sydamerikanske pendant til Champions League i Europa. Her venter 17. september et opgør i Paraguay mod Club Libertad.

Den argentinske præsident, Alberto Fernández, har dog allerede sået tvivl om, hvorvidt det er en god idé.

– Det er meget svært at spille i den nuværende situation. Se bare på, hvad der sker hos Boca. Fodbold er en kontaktsport, siger han til tv-kanalen TN.

Boca Juniors’ lokalrivaler fra River Plate skal efter planen også i kamp i Copa Libertadores. De skal møde São Paulo i Brasilien.

– Vi bliver nødt til at overveje det her grundigt. Det er ikke så enkelt. Det er en pandemi. Der skal spilles i Brasilien, som er i en meget svær situation. Det er pandemiens epicenter i Latinamerika, siger præsident Fernández.

Argentina er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af coronavirusset. Landet har registreret over 400.000 smittetilfælde og over 9.000 dødsfald.

/ritzau/AFP