Sevilla henter gammel kending i Barcelona

Mens det endnu er uvist, om Lionel Messi forlader FC Barcelona i år, så står det nu klart, at den kroatiske midtbanespiller Ivan Rakitic er fortid hos Cataloniens fodboldmastodont.

Ligarivalerne fra Sevilla oplyser tirsdag på Twitter, at man har skrevet kontrakt med Rakitic.

Europa League-vinderen fra Andalusien skriver, at kroaten har fået en kontrakt frem til sommeren 2022.

Den 32-årige midtbanespiller blev hentet til Barcelona fra netop Sevilla i 2014, og han vender derfor tilbage til en klub, som han kender særdeles godt.

Han nåede at vinde fire mesterskaber, fire pokaltitler, en Champions League-titel, et klub-VM, en europæisk Super Cup og to spanske Super Cupper med Barcelona.

Inden han tog til storklubben fra Catalonien, vandt han i 2014 Europa League med Sevilla.

/ritzau/