Pernille Harder skifter Wolfsburg ud med Chelsea

Den danske landsholdsanfører Pernille Harder skifter til den engelske fodboldklub Chelsea efter en årrække i tyske Wolfsburg

Det skriver Chelsea på sin hjemmeside.

Den 27-årige dansker har fået en treårig kontrakt i London-klubben.

Harder spillede i weekenden for Wolfsburg i kvindernes finale i Champions League. Her blev det til et nederlag til franske Lyon.

Ifølge DR bliver Harder den dyreste kvindelige fodboldspiller nogensinde.

DR skriver, at der ifølge tyske medier er tale om et beløb på omkring 330.000 euro – svarende til 2,6 millioner kroner.

Og det gør indtryk på hovedpersonen selv.

– Det viser, at kvindefodbolden rykker sig.

– Hvis nogen havde fortalt mig for tre til fire år siden, at jeg ville blive solgt for dette beløb, ville jeg ikke have troet på dem. Det er kæmpestort. Både personligt, men også generelt for kvindefodbolden, siger Harder til DR.

I Chelsea bliver hun holdkammerat med blandt andre kæresten Magdalena Eriksson, der er anfører i London-klubben.

/ritzau/