Forlænget aftale sikrer tilskuere til superligakampene

De danske fodboldfans kan også i den kommende superligasæson komme ind på stadion og se fodbold – stadig dog i begrænset omfang.

Fodboldklubben AGF skriver på sin hjemmeside, at coronaprotokollerne fra sidste sæson er blevet forlænget, så man igen kan lukke tilskuere ind på stadion under hensyntagen til restriktionerne.

Det vil sige, at ordningen fra slutningen af sidste sæson er blevet forlænget.

For AGF’s vedkommende betyder det, at klubben må have op til 8500 folk på stadion. Det betyder, at klubben kan sælge omkring 8000 billetter til tilskuere, når spillere, stab og sikkerhedsfolkene er trukket fra.

Og det har klubben tænkt sig at gøre.

På sin hjemmeside skriver klubben, at man snarligt vil sætte billetterne til hjemmekampen mod oprykkerne fra Vejle til salg.

Der må fortsat ikke komme fans af udeholdet på stadion.

/ritzau/