FCM skal møde Slavia Prag i mulig afgørende CL-dyst

Hvis FC Midtjylland går videre fra tredje runde af Champions League-kvalifikationen, skal holdet i den afgørende playoffrunde møde Slavia Prag fra Tjekkiet.

Det blev en kendsgerning ved tirsdagens lodtrækning i Nyon.

Vinder FCM over tjekkerne, er holdet videre til gruppespillet i Champions League, mens et samlet nederlag automatisk giver plads i Europa League-gruppespillet.

Inden den eventuelt afgørende dyst mod Slavia Prag, skal FCM dog først forbi Young Boys i tredje runde af Champions League-kvalifikationen.

FCM’s kamp mod Young Boys skal spilles 16. september.

Den runde afgøres over én kamp, og derfor var det en stor fordel, at FCM trak hjemmebanefordel mod schweizerne.

Taber midtjyderne til Young Boys, skal holdet spille playoffkamp om en plads i Europa League-gruppespillet mod en endnu ukendt modstander.

Young Boys har vundet det schweiziske mesterskab ganske suverænt i de seneste tre sæsoner.

Klubben er i de seneste fire sæsoner nået frem til et europæisk gruppespil.

Går FCM videre fra Young Boys-mødet i Herning, venter der to kampe mod Slavia Prag – ude og hjemme.

Den første kamp spilles i Prag 22. eller 23. september, mens returopgøret i Herning spilles ugen efter.

FCM kunne som useedet i den afgørende playoffrunde udelukkende møde vanskelig modstand. To af de øvrige seedede mandskaber var østrigske Red Bull Salzburg og græske Olympiakos.

Slavia Prag er dog også en hård modstander. Det viste holdet i efteråret 2018, da holdet to gange mødte FC København i Europa League-gruppespillet uden at tabe.

I Prag spillede FCK 0-0, mens tjekkerne vandt 1-0 i Parken. FCK røg ud af gruppespillet på en fjerde- og sidsteplads, mens Slavia Prag gik videre og først blev slået ud af Chelsea i kvartfinalen.

I denne sæson trådte FCM som dansk mester ind i anden runde af Champions League-kvalifikationen, hvor det på udebane blev til en sejr på 1-0 over Ludogorets.

FCM dominerede det meste af kampen i Bulgarien og vandt fortjent på et sent mål af den indskiftede angriber Junior Brumado.

/ritzau/