Dansk e-sportstræner får karantæne og erkender snyd

Den danske Counter-Strike-træner Nicolai Petersen – med tilnavnet “Hunden” – er blevet udelukket i et år på grund af snyd.

Det skriver TV2 Sport.

Nicolai “Hunden” Petersen, der står i spidsen for det danske CS:GO-hold Heroic, har selv indrømmet at have snydt i to kampe.

En af kampene var mod de danske rivaler fra Astralis.

Træneren har udnyttet en systemfejl, der betød, at han kunne se kampene fra et valgfrit sted på banen. Dermed kunne han potentielt se modstandernes træk, hvilket giver en stor fordel i spillet.

– Anklagerne mod mig er sande. Jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger. Konkurrencen i CS:GO er enorm, og jeg så en mulighed, som jeg vidste var forkert, siger han i en pressemeddelelse ifølge TV2 Sport.

Han hævder samtidig, at spillerne ikke har kendt til det.

– Jeg handlede alene uden mit holds viden. Jeg angrer over min beslutning, og det gør jeg stadig, men jeg har indset, at jeg ikke kan gøre det om, lyder det i pressemeddelelsen fra Nicolai “Hunden” Petersen.

Heroic er verdens næstbedste CS:GO-hold.

Nyheden om Nicolai “Hunden” Petersens karantæne kommer, kort efter at Heroic i weekenden sikrede sig sin største triumf til dato.

Holdet vandt finalen ved ESL One i tyske Köln over det franske hold Vitality, der er nummer et i verden. Sejren udløste 150.000 dollar i præmiepenge, hvilket svarer til cirka 937.000 kroner

/ritzau/