Djokovic kolliderer med Federer og Nadal om udbryderforening

En idé om at oprette en udbryderforening for tennisspillere har skabt splittelse hos de såkaldte “Big Three” og i hele sporten.

Ifølge The New York Times ventes verdens nummer et, Novak Djokovic, at træde tilbage fra sin rolle som præsident for spillerrådet i ATP, en af sportens hovedorganisationer.

I stedet vil han ifølge avisen skabe en ny forening ved navn Professional Tennis Players Association, som skal sikre spillerne større indflydelse på beslutninger om sporten.

– Lige nu forsøger vi bare at få en idé om, hvor mange spillere, der ønsker at blive en del af det her initiativ, siger Djokovic lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP, lige efter at han har vundet Western & Southern Open i New York City.

– ATP og denne spillerorganisation – hvis vi får den formaliseret – kan forhåbentlig eksistere side om side.

Men idéen har vist sig kontroversiel, og to af sportens andre legender, Rafael Nadal og Roger Federer, er på sociale medier hurtigt gået sammen i opposition til Djokovic.

– Personligt tror jeg, at dette er tider, hvor sporten skal stå samlet og gå i samme retning. Det er tid til samling, ikke splittelse, skriver Nadal, der har vundet 19 grand slam-titler.

– Jeg er enig, Rafael Nadal, skriver Federer på Twitter.

Tidligere på året præsenterede de to idéen om at fusionere herrernes og damernes tennisorganisationer, ATP og WTA. Hvor det ender, er endnu uvist.

Også mange spørgsmål om den nye organisation, som Djokovic foreslår, står ubesvarede hen.

Ifølge New York Times, der har set dokumenter, som er sendt rundt til spillerne, skal organisationen forsøge at spille en rolle i forhold til at dele indtægter mellem spillerne, disciplinæraktioner, spillerpensioner, rejser og forsikringer.

Ifølge avisen er det umiddelbart kun en forening for herrer.

Djokovic selv har ifølge AFP sagt, at man vil fokusere på top 500 blandt singlespillere og top 200 i double.

Det er dog uklart, om foreningen skal stå for kollektive forhandlinger på vegne af spillere, ligesom spillerforeninger gør i mange andre sportsgrene – men ikke tennis.

Med i udbrydergruppen er verdens nummer 92, canadiske Vasek Pospisil, som også træder tilbage fra ATP’s spillerråd.

– Det står klart, at som medlemmer af spillerrådet i ATP er det meget svært, hvis ikke umuligt, at få nogen som helst indflydelse på større beslutninger, skriver han ifølge AFP.

/ritzau/