Stolt Kristoff forventer kun én dag i førertrøjen

For første gang i sin lange og succesombruste karriere skal Alexander Kristoff bære Tour de Frances førertrøje, når rytterne søndag kører ud på 2. etape.

Og det gælder om at lagre den store begivenhed godt og sikkert i erindringen, for nordmanden regner med at måtte afgive den eftertragtede trikot igen allerede efter søndagens etape.

– Jeg er virkelig stolt og ydmyg. Jeg vil nyde at køre i trøjen i morgen (søndag, red.), men så mister jeg den nok igen, siger han.

Søndag venter en etape med to hårde stigninger, som formentlig bliver en tand for seje for den store sprinter.

Det kan dog ikke ødelægge hans humør efter karrierens 80. professionelle sejr og efter et opløb, hvor han holdt danske Mads Pedersen bag sig på de sidste meter.

– Jeg er 33 år og har fire børn. Alligevel er jeg stadig i stand til at vinde de største løb i verden. Det giver håb til alle, siger Alexander Kristoff med et grin.

– Jeg vidste, at der var en mulighed for at vinde. Men normalt taber man jo mere, end man vinder. Jeg er en smule overrasket, men jeg havde en god fornemmelse, da vi gik ind i spurten, siger Alexander Kristoff.

Mens konkurrenterne væltede i øst og vest på den regnfulde etape, holdt nordmanden sig på hjulene hele vejen til mål.

Han mener, at det dårlige vejr var til hans fordel.

– Folk styrtede overalt. Det var glat, men jeg er vant til de forhold fra Norge, konstaterer han.

Kristoffs første to etapesejre i Tour de France kom tilbage i 2014. Han vandt for tredje gang for to år siden, da han var hurtigst på sidste etape til Champs-Elysées.

/ritzau/