Rutineret tysker falder for tidsgrænsen i Touren

De 175 øvrige ryttere i Tour de France-feltet behøver ikke frygte at skulle kæmpe med den stærke afslutter John Degenkolb (Lotto Soudal) om en etapesejr i resten af dette års Tour.

Lørdag blev den 31-årige tysker årets første rytter til at udgå af etapeløbet, da han faldt for tidsgrænsen på Tourens 1. etape.

Det skriver han på sin Instagram-profil.

– Nogle gange vinder man, andre gange taber man. I dag tabte jeg alt. Alt, hvad jeg har arbejdet og trænet for i 2020. Et styrt sendte Caleb Ewan, mig og mange andre i asfalten og ødelagde alle mine drømme. Ødelagde mit Tour de France på den første dag, skriver John Degenkolb.

Han måtte kæmpe sig alene i mål, og han krydsede stregen mere end 18 minutter efter vinderen Alexander Kristoff (UAE).

– (…) selvfølgelig var jeg langt over tidsgrænsen. Det er åbenlyst frustrerende som bare fanden, men cykelsport er brutalt, skriver Degenkolb.

Det var tyskerens syvende Tour de France, og det er første gang, at han ikke gennemfører.

Han står noteret for 47 sejre som professionel, og sejr nummer 46 blev hentet i netop Tour de France. Det var på 9. etape i 2018-udgaven af løbet.

/ritzau/