Niels-Kristian Iversen glipper finale i VM-grandprix

Speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen blev den bedste dansker i endnu et med danske briller halvsløjt VM-grandprix i Wroclaw.

Lørdag aften måtte den 38-årige esbjergenser kapitulere i sit semifinaleheat, hvor han blev nummer tre. Han havde ellers gjort det overbevisende i de indledende heats, hvor han var den fjerdebedste kører.

Polakken Maciej Janowski vandt lørdagens grandprix, der er det andet i VM-serien i år, efter at der med næsten fire måneders coronaforsinkelse blev taget hul på løbsserien fredag.

Der nåede viceverdensmester Leon Madsen semifinalen, og lørdag matchede Niels-Kristian Iversen den præstation.

Han fik lov til at vælge startplads som nummer to i sin semifinale, og noget overraskende valgte han bane 3, som gennem hele aftenen var den dårligste startbane målt på resultater.

Danskerens sats gav ikke bonus, og han måtte nøjes med en tredjeplads i heatet.

For løbets øvrige to danskere var der tale om en kedelig aften.

Leon Madsen var ellers solidt kørende fredag, men lørdag kom han langsomt i gang, og før sit sidste heat var han presset til minimum at blive nummer to for at have en chance for at komme i semifinalen.

I samme heat, heat 18, var Mikkel Michelsen også på pointjagt. Han havde ellers fået en god start på aftenen med fem point efter de første to heats, men siden gik det noget mere sløjt for Michelsen.

Meget symptomatisk for de to danskeres aften endte Leon Madsen med at tage et point i heatet, mens Michelsen fik nul. Det resultat forpurrede begge køreres mulighed for en semifinale – de havde brug for et point mere hver.

I den samlede VM-stilling topper lørdagens vinder, Maciej Janowski, med 38 point. Leon Madsen er nummer seks med 18 point, Niels-Kristian Iversen er nummer ni med 14 point og Mikkel Michelsen har 11 point på 13.-pladsen.

Den komprimerede VM-serie fortsætter fredag 11. september og lørdag 12. september med to grandprixer i polske Gorzow.

/ritzau/