Fransk regering strammer alligevel Tourens coronaregler

Hvis to personer med tilknytning til det samme Tour de France-hold – og ikke bare to af holdets ryttere – bliver testet positiv med corona inden for syv dage, bliver det pågældende mandskab sendt ud af Touren.

Det fortæller Tour de France-direktør Christian Prudhomme til nyhedsbureauet AFP lørdag.

Han tilføjer, at beslutningen er truffet af en fransk regeringsenhed, der overvåger den aktuelle coronasituation.

Det er stik mod den melding, der kom fra Den Internationale Cykelunion (UCI) fredag.

Her blev det oplyst, at man lempede reglerne, så det skulle være to af de otte kørende ryttere på holdet, der skulle være smittede, for at et hold blev sendt hjem.

Prudhomme havde i sidste uge varslet, at kniven ville falde, hvis to personer på eller omkring holdet, der må tælle i alt 30 personer, var smittede, og sådan bliver det altså alligevel nu.

– Det bliver alligevel ved to tilfælde af de 30 personer fra samme hold over en periode på syv dage, siger Christian Prudhomme.

Tour de France, der er blevet udskudt på grund af coronapandemien, begynder i Nice lørdag.

Frankrig har i tiden op til starten registeret en markant opblussen i antallet af smittede. Fredag oplyste franske myndigheder, at der var registreret 7379 nye smittetilfælde det seneste døgn.

– Epidemiens udvikling er i eksponentiel vækst, lød det fra de franske sundhedsmyndigheder.

/ritzau/