Tophåndbold skuffet over politikernes beslutningstempo

I næste uge skal politikerne mødes med idrætsorganisationerne for blandt andet at drøfte muligheden om flere tilskuere til sportsarrangementer.

Thomas Christensen, der er direktør i Divisionsforeningen Håndbold, glæder sig i udgangspunktet over, at retningslinjerne for tilskuere til håndboldkampe skal diskuteres, men er ikke imponeret over tempoet.

– Jeg er skuffet over, at man den 28. august skal forholde sig til, hvad der skal ske efter den 29. august, og at man ikke allerede har gjort det for to uger siden, siger han.

August var oprindeligt den sidste måned, som regeringens hjælpepakker gjaldt, men det er fredag blevet forlænget, for brancher der er ramt af coronakrisens restriktioner, til at gælde til udgangen af oktober.

Dermed kan håndboldklubber fortsat søge kompensation for tabt indtægt, hvilket glæder Thomas Christensen. Han så dog gerne, at klubberne helt kunne slippe for at skulle have hjælp.

– Vi vil helst tjene pengene selv. Det er også meget mere holdbart på lang sigt, at vi har gang i forretningen, i stedet for vi skal leve af statens penge, siger han.

Derfor er Thomas Christensen også skuffet over, at politikerne ikke allerede har set på håndboldsituationen, når de har haft alle oplysninger.

– Vi har allerede givet vores bud på, hvordan vi sikkert kan afvikle håndboldkampe med tilskuere, siger han.

Han ser med spænding på næste uges drøftelser om retningslinjerne til blandt andet afholdelse af håndboldkampe.

– Vi er spændt på, hvad de retningslinjer kommer til at betyde. Må man lukke 500 eller 1000 mennesker ind? 50 eller 60 procent af halkapaciteten? Det er helt altafgørende for os, siger Thomas Christensen.

Han understreger, at han har stor respekt for politikerne, der arbejder med mange ubekendte faktorer under coronapandemien.

– Men jeg er skuffet over, at man venter til sidste øjeblik i forhold til at afklare noget, der er så vigtigt for så mange mennesker, siger han.

Kvindernes Bambusa Ligaen er allerede startet, mens mændenes Primo Tours Ligaen starter 1. september.

/ritzau/