Mørkøv mødte sin nye spurtmakker i en ambulance

Første gang, Michael Mørkøv talte med sin sprintermakker, Sam Bennett, sad de begge i ambulance på vej mod hospitalet.

Dengang i 2016 var både Mørkøv og Bennett styrtet på de sidste kilometer af 1. etape af Tour de France. Mørkøv var ramlet ind i en afspærring og havde trukket ireren med i faldet.

– Vi kender hinanden fra den ambulancetur, siger Mørkøv med et skævt smil.

På det tidspunkt var de rivaler. Danskeren var tilknyttet Katusha som leadoutman for Alexander Kristoff, mens Sam Bennett kørte for tyske Bora, som på det tidspunkt havde status af andendivisionshold.

Nu skal duoen sammen føre succesvante Quick-Step til spurtsejre i Tour de France, der begynder lørdag.

Bennett har før denne sæson afløst Elia Viviani som holdets topsprinter. Planen er, at Mørkøv skal styre sin irske holdkammerat i den optimale position, hvorefter Bennett skal afslutte manøvren i opløbet.

– Vi har stille og roligt fundet hinanden, og specielt i de seneste løb, vi har kørt, har det fungeret rigtig godt.

– Indtil videre har Bennett fire sæsonsejre, hvilket ikke er så dårligt i en sæson, der har været præget af meget tumult, siger Michael Mørkøv med henvisning til coronapandemien, der spolerede det meste af foråret.

Den 35-årige dansker er ikke bekymret for, at de manglende løbsdage bliver en ulempe for duoen i Tour de France.

– Jeg tror det egentlig ikke. Sam og jeg har kørt rigtig meget sammen i år, og vi er også begyndt at lære hinanden at kende på det personlige plan, siger Michael Mørkøv.

Det er et samarbejde, der – trods det ufrivillige møde i ambulancen – startede helt fra bunden, da Quick-Step-rytterne mødtes til sæsonens første træningslejr tilbage i december.

– Da handlede det om at køre og snakke sammen på nogle træningsture og ved aftensmaden.

– Vi skulle lære hinanden at kende, høre om hinandens familieforhold og hvordan vi agerer i forskellige situationer. Alt sammen er vigtigt for at kunne gennemskue, hvordan den anden reagerer i et cykelløb, siger Mørkøv.

Der er gode muligheder for, at den dansk/irske duo får en hovedrolle allerede lørdag. Den 156 kilometer lange 1. etape burde ikke give feltet de store udfordringer og ender formentlig med en spurtafgørelse.

/ritzau/