Chelsea henter den brasilianske forsvarsprofil Thiago Silva

Brasilianske Thiago Silva skifter til Chelsea på en etårig kontrakt.

Det skriver London-klubben på sin hjemmeside.

Forsvarsprofilen, der fylder 36 år til september, skifter til Premier League-klubben på en fri transfer efter otte år i franske PSG.

– Jeg er glad for at være en del af Frank Lampards spændende trup i næste sæson, hvor jeg vil kæmpe med om hæder, siger Thiago Silva til klubbens hjemmeside.

Chelsea oplyser, at klubben har mulighed for at forlænge aftalen med yderligere et år.

Thiago Silva har tidligere blandt andet spillet for AC Milan og FC Porto.

Han står noteret for 88 Landskampe for det brasilianske landshold, hvor han er tidligere anfører.

/ritzau/